Roskilde Strandjagtforening  
 
Nyhedsbrev – forår og sommer 2026 
 

Først og fremmest en stor tak for deltagelsen i vores generalforsamling. Det blev modtaget som en 
stor opbakning til bestyrelsen og det arbejde, vi laver. Tak for det, og tak fordi I alle er med til at 
gøre Roskilde Strandjagtforening til et fantastisk sted, hvor naturnørderi stortrives, og hvor der altid 
kan findes gode råd og måske også en hjælpende hånd. 

 

Mens alle ser frem til, at jagtsæsonen starter i september, har der været travlt i Roskilde 
Strandjagtforening. Det kan også læses i Jæger (nr. 3, 2026), hvor Nikolai i et interview fortæller 
om den forandring, vores forening er i, og hvor han blandt andet beretter om, at medlemstallet er 
stærkt stigende. Der er altså kommet en masse nye venner og bekendtskaber til. Vi ønsker alle 
velkommen og håber, at de må falde godt til, og at Roskilde Strandjagtforening må blive en del af 
jeres hobby og hverdag, som den er blevet for så mange af os andre. 

 

Den årlige arbejdsdag viste sig at blive en dag, hvor både bro, klubhus og område fik en kærlig 
hånd. Masser af medlemmer valgte at give en hånd med, og det resulterede i, at skuret nu står 
opryddet, huset og pladsen omkring står skarpt, og broen fik den velfortjente omsorg, den havde 
brug for efter en hård vinter. 

 

For et par uger siden var vi en del, som mødtes til den årlige hornfisketur. I år var der forsøgt lavet 
lidt ændringer for også at tilgodese de medlemmer, som ønskede at invitere deres børn med. Det 
viste sig at være en succes. Resultatet var måske ikke til at prale af, men deltagelsen var stor 
ligesom humøret og hyggen stod forrest.

 

Indimellem får bestyrelsen også tid til lidt praktisk arbejde, og indtil videre har det betydet, at der er 
ved at blive indkørt et nyt budgetsystem og lavet nogle tilretninger i vores momsregistreringer. Der 
bliver kigget på muligheder for vores bro og indhentet mulige tilbud samt kigget på klubhusets 
faciliteter og stand. Dertil er der søgt flere fonde med det formål at holde vores udgifter i bund og 
samtidig få etableret værkstedsfaciliteter i form af værktøj og arbejdsbord med skruestik. Hertil 
kommer udskiftning af vores grill til gasgrill, AV gear til undervisning, samt indkøb af en 
plukkemaskine og en pølsestopper til bearbejdelse og tilberedning af alle de fugle, vi får med hjem 
fra fjorden. 

 

Vi afventer fortsat med fingrene krydsede og håber, at ansøgningerne går igennem, og at vi bliver 
udvalgt. 

 

Som nogle måske har bemærket, er det nu også muligt at tage jagttegn i foreningsregi. Som noget 
nyt prøver Nikolai og Anders at starte et hold op i sensommeren med 15 deltagere. I den 
forbindelse vil det være en stor hjælp, hvis alle vil være med til at sprede budskabet. Det er 
umiddelbart en favorabel pris, som samtidig giver et lille overskud til foreningen og måske et par 
nye legekammerater. Undervisningen vil foregå i vores klubhus, og skydningen vil være på KFK, 
hvor de af foreningens medlemmer, som er flugtskydningsinstruktører, vil hjælpe med at give alle 
kursisterne en god oplevelse. 

 

Frem til sæsonens opstart har vi fortsat et par arrangementer til at forsøde ventetiden. Ud over 
sporadiske aftener med ”strandjægerkaffe” mødes vi hos Skovbo Jagtforening den 22. august til 
Monte Carlo-skydning. For dem, som ikke har prøvet det, er her en opfordring til at deltage. Det er 
en sjov og hyggelig skydekonkurrence på lerduer, hvor alle kan være med. Der bliver serveret lidt 
mad fra grillen, og der sælges vand og sodavand. 

 

Til dem, som endnu ikke har fået serviceret påhængsmotoren, gerne vil gøre sig nogle erfaringer 
med, hvordan maskineriet virker, eller blot vil deltage i hyggeriet, afholdes der igen i år ”Honda-hygge”
den 12. august kl. 17.00. Her mødes vi ved klubhuset og hjælper hinanden med at 
servicere og reparere påhængsmotorer – dem, som skulle have en Yamaha eller andet liggende, 
er selvfølgelig også velkomne. 

 

Til sidst en opfordring til vores nye medlemmer, som endnu ikke har prøvet at være på stranden og 
jage. Benyt jer af det gode vejr og kom ud og kig lidt. Få eventuelt afprøvet noget af det udstyr, I 
har liggende, og lav nogle aftaler med de lidt mere erfarne. Når først sæsonen for alvor begynder, 
kan det være sværere at komme i kontakt med folk. 

 

Der er masser af hjælp at finde, og der er ofte nogen, som inviterer nye jægere med på jagt. 
Strandjagt skal erfares, så den bedste måde at lære det på er ved at komme afsted, men andres 
erfaringer kan måske være med til at give lidt retning. 

 

Sikkerhed er et vigtigt punkt, når man er på jagt, så få testet gearet af nu, hvor fjordens vand er lidt 
lunere at komme i nærkontakt med, end det er i september. Man kan eventuelt låne en af 
foreningens pramme og prøve at ro en tur, men tænk over, at fuglene ligger på rede nu og ikke 
skal forstyrres på de små øer. 

 

Vi ønsker alle en god sommer – vi ses! 
 
Bestyrelsen i Roskilde Strandjagtforening 
Anders, Tore, Nikolai, Emil, Jacob og Jesper 

;